Skip to main content

Pilen peger fortsat op for Kloakmessen i Fredericia

Kloakmessen

Forberedelserne til kloakbranchens store fag- og indkøbsmesse i januar 2026 er i fuld gang

Selv om der er et lille års tid til næste udgave af Kloakmessen i Fredericia, så er forberedelserne til branchens store fagmesse allerede i fuld sving.

Det fortæller messechef Lars Søndergaard fra MESSE C, som arrangerer messen i samarbejde med brancheforeningen Danske Kloakmestre.

- Standsalget er i fuld gang, og vi har allerede de første 65 udstillere klar på listen til denne niende udgave af messen, som fortsat er præget af vokseværk. På 2026-udgaven udvider vi messeområdet, så det dækker størstedelen af vores 16.000 kvadratmeter store Hal A. Samtidig indretter vi som noget nyt nogle netværks- og mødezoner, hvor udstillere og besøgende i ro og mag kan drøfte produktdetaljer, nye løsninger, samarbejder eller lignende, fortæller Lars Søndergaard.

Han tilføjer, at Danmarksmesterskaberne i Kloakarbejde, som er en fast og meget populær bestanddel af messen, flytter ind i midten af området næste gang. Det vil dels betyde endnu bedre eksponering af mesterskaberne og de dygtige DM-kandidater, som knokler i hver deres 'sandkasse', og dels vil det give Danske Kloakmestres stand (som altid ligger nær konkurrenceområdet) en mere central placering.
 

En branche med propfyldte ordrebøger

Selv om 2024-udgaven af Kloakmessen satte besøgsrekord med godt 4300 gæster, er formanden for Danske Kloakmestre ikke bekymret for, at loftet nødvendigvis er nået.

- Vi har fået et stærkt forum op at køre, som helt tydeligt har stor værdi for branchen, så jeg mener sagtens, messen fortsat kan udvikle sig. Jeg har talt med flere leverandører, som entydigt satser på Fredericia, fordi det er dér, de får størst værdi for deres deltagelse - og jeg tror også, branchen kvitterer for en meget målrettet messe, hvor alle besøgende er relevante fagfolk og potentielle kunder, påpeger formand Verner H. Kristiansen.

Han tilføjer, at han blandt andet ser udviklingsmuligheder inden for udstilling af de store slamsugere, som er en vigtig del af branchen, og et endnu større fokus på arbejdsmiljø og sikkerhedsudstyr til branchen.

Ifølge Verner H. Kristiansen er der ingen grund til at frygte, at kloakmestrene skal gå og trille tommelfingre i perioden frem mod Kloakmessen 2026. De har blandt andet rygende travlt med separering af regnvand og spildevand, klimasikring, udskiftning af nedslidte kloakker hos private og i det offentlige areal, og meget mere.

Desuden er der et lovforslag på vej, som pålægger kommunerne at håndtere de stigende grundvandsudfordringer. Ifølge analyser kan omkring 450.000 ejendomme i Danmark blive påvirket af et højt grundvandsspejl.

- Jeg har ikke kendskab til nogen kolleger, som ikke har rigeligt at lave. Men netop derfor kan et besøg på Kloakmessen være guld værd, så vi får viden, inspiration, kendskab til det nyeste udstyr og de smarteste løsninger, slutter Verner H. Kristiansen.

Kloakmessen 2026 finder sted den 29.-30. januar 2026. Se mere på www. kloakmessen.dk.
 

YDERLIGERE OPLYSNINGER: 

Messechef Lars Søndergaard, MESSE C, tlf: 75922566, mail: ls@messec.dk