Værktøjet er i orden på Kloakmessen
Milwaukee Tool og 3Aktive viser det nyeste grej frem på kloakbranchens fagmesse i Fredericia
Om under tre måneder åbner dørene til den sjette udgave af Kloakmessen, som er tilbage på den kendte januar-termin efter "corona-flytningen" i 2022. Blandt de flere end 150 udstillere på kloakbranchens store fag- og indkøbsmesse finder man værktøjsgiganten Milwaukee Tool, som blandt andet præsenterer de nyeste landvindinger indenfor "grønne" maskiner og værktøjer.
- Den grønne omstilling går også stærkt i kloak- og entreprenørbranchen, og vi har hos Milwaukee Tool fokus på at erstatte fossile brændstoffer med batteri. Med vores MX Fuel-platform kan for eksempel kapsave, rørskærere, nedbrydningshammere og lystårne køre på batteri, forklarer Thomas Drue, Key Account Manager i Milwaukee Tool Plumbing.
Han tilføjer, at Milwaukee Tools 'almindelige', batteridrevne powertools naturligvis også præsenteres i Fredericia. - Desuden har vi også fokus på tv-inspektion og rens - samt på personlige værnemidler, som er er vigtigt område for os, siger Thomas Drue, som ser frem til Kloakmessen: - Det er en rigtig god messe for os, og vi forventer at få gode snakke med vores forhandlere og ikke mindst vores brugere, altså kloakmestrene og entreprenørerne, konstaterer han.
Relevante fagfolk
Også hos 3Aktive i Kolding, leverandør af maskiner og værktøj til kloak-, bygge- og anlægsbranchen, glæder de sig til Kloakmessen:
- Det er en vigtig messe for os, fordi den er så målrettet og branchespecifik.
Vi oplever, at dem der kommer på messen, er relevante fagfolk - ikke "turister", der skal have dagen til at gå, påpeger kategorichef Jan Douglas.
Blandt det, de besøgende kan opleve på standen, er udstyr til tv-inspektion af kloakker. - Vi viser vores eget kloak-tv mærke, Gejos, som vi har importen af i Danmark.
Og så naturligvis alt hvad der hedder værktøj og maskiner til kloakering, herunder vibrationsmateriel. Vi har ikke gravemaskiner, men alt "derunder" har vi, oplyser Jan Douglas.
Selv om 3Aktive har mere end et dusin år på bagen, så er virksomheden stadig "ny" i manges øjne, bemærker Jan Douglas. - Nogle ser os stadig lidt som den nye spiller på markedet, så det er vigtigt jævnligt at få vist flaget; vise hvem vi er, og hvad vi kan, og det er Kloakmessen et rigtig godt forum til, slutter han.
Yderligere oplysninger
Kontakt Messechef Lars Søndergaard, MESSE C, tlf: 75922566, mail: ls@messec.dk