Uponor viser bæredygtige nyheder på Kloakmessen


Nyt system til effektiv regnvandshåndtering er blandt Uponor Infras nyheder på Kloakmessen i Fredericia

Hvert andet år samles eksperter og nøgleaktører inden for kloak- og spildevandssektoren på Kloakmessen i Fredericia, og det er en begivenhed, Uponor Infra altid ser frem til med spænding, fortæller salgschef Søren Rasmussen:

- Som fast deltager gennem mange år har Uponor altid præsenteret et bredt sortiment af produkter til håndtering af spildevand.

Men 2024-udgaven bliver alligevel noget særligt for os, for vi mener selv at have taget et kvantespring i udviklingen af effektive og bæredygtige løsninger til sektoren, påpeger han.

Salgschefen ser ikke mindst frem til at præsentere Uponor Infras nye Vault-brønd på Kloakmessen, som han betegner som et teknisk gennembrud.

- Uponor Vault er et kompakt filtermagasin designet til oprensning af regnvand fra hærdede overflader på op til 20 hektar.

Det er et alsidigt system, som kan placeres under trafikerede områder, parkeringspladser eller grønne områder, beretter Søren Rasmussen.

Han fortæller, at oprensningen sker i tre trin, som indeholder grov adskillelse med sandfang, aflejring af partikler og en afsluttende filtrering.

Stigende mængder regnvand

- Med de stadig hyppigere og mere intense nedbørshændelser er det vigtigt med systemer, der effektivt håndterer store mængder regnvand. Vores nye brønde er skræddersyet til at sikre, at regnvand renses grundigt, før det ledes gennem rørledningerne og ud i recipienterne, oplyser Søren Rasmussen.

Han tilføjer, at Uponor Infra satser på udvikling af CO2-reducerende produkter.

Der er tale om produkter, som er bæredygtigt produceret og håndteret samt baseret på genanvendelige råmaterialer.

Disse produkter, der er valideret med EPD’er (Environmental Product Declarations), kan man også glæde sig til at se på Kloakmessen

- Disse produkter udgør ikke blot en bæredygtig løsning for vores kunder, men de bidrager også til at mindske vores samlede miljøpåvirkning, konstaterer Søren Rasmussen, som glæder sig meget til den 25.-26. januar.

- Kloakmessen 2024 er et vigtigt led i vores udviklingsrejse, og vi ser frem til at dele vores nyheder med alle branchefolkene i Fredericia, slutter han.