Rummelig opfindelse får premiere på Kloakmessen
Jysk smedevirksomhed har store forventninger til nyudviklet "Kloak-reol" som præsenteres på Kloakmessen i MESSE C i januar måned 2024.
I januar skyder landets kloakmestre og entreprenører 2024 i gang med Nordeuropas eneste målrettede messe for kloakbranchen, som finder sted i MESSE C Fredericia.
Blandt de mange udstillere er et spændende nyt navn, nemlig kloak-reol.dk, som har en praktisk nyhed med til Fredericia. Kloak-reol er en rummelig, fleksibel og mobil reol til opbevaring af rør, fittings, bøjninger, stamper, rørskærer med videre.
- Jeg fik ideen gennem en kundeforespørgsel, og så har jeg ellers udviklet og forbedret, godt hjulpet af utallige inputs fra kloakmestre. Med kloakreolen er der orden i kloakmesterens hal, og han kan plukke fra den som en almindelig reol.
Skal man på en større opgave, kan man tage hele den færdigoppakkede reol med på trailer, og man kan også transportere den helt ud på en byggeplads med en minilæsser.
På den måde har man alt lige ved hånden, konstaterer smedemester Mogens Lauridsen, der har udviklet reolen. Han står også bag Plan-sand ApS, som igennem årene har solgt omkring 300 egenudviklede sand-afrettere til minigravere.
Mogens Lauridsen har store forventninger til premieren i Fredericia. - Jeg har allerede oplevet stor interesse, og jeg tror, reolen dækker et behov på markedet. Så jeg tror, det bliver et par gode dage på Kloakmessen. Jeg bliver ham med det helt nye produkt, som alle snakker om, når de kører hjem, griner han og tilføjer, at reolen kan skræddersys efter kundernes ønsker.
Fokus på klimasikring og rensning
Blandt dem, der leverer produkter til at opbevare i Kloak-reol, er Scanpipe A/S, som har været med på Kloakmessen lige fra starten. Scanpipe er en af landets største grossister med speciale i vand og afløb.
- Kloakmessen er den mest relevante messe, der findes for en virksomhed som vores. Det er præcis vores kernekunder, der kommer; kloakmestre, entreprenører og også rådgivere og kommuner.
Der er rigtig mange udførende i forhold til andre fora, så messen er ikke til at komme udenom, fastslår indkøbs- og marketingschef Peter Lundgaard.
Den seneste tids store regnmængder, som blandt andet satte en kedelig rekord i juli, mærkes naturligvis hos en virksomhed som Scanpipe. Det bliver da også klimasikringsprodukter og produkter til rensning af regnvand, som virksomheden vil sætte ekstra fokus på i Fredericia.
- Vi er efterhånden der, hvor omkostningerne til at udbedre skader er højere end til at etablere god håndtering af store mængder regnvand, og det har givet stof til eftertanke for mange, påpeger Peter Lundgaard, som glæder sig til et par travle dage i Fredericia.
Kloakmessen finder sted i MESSE C Fredericia den 25.-26. januar 2024.