Kloakmessen er ikke til at komme udenom
Om mindre end to uger åbner Kloakmessen, som byder på det nyeste materiel, netværk, faglig inspiration, DM i Kloakarbejde - samt "Den syngende slamsuger"
Kloakmestre og entreprenører fra hele landet rykker en dag ud af kalenderen og drager til Fredericia, når Kloakmessen 2024 byder indenfor den 25.-26. januar.
Fag- og indkøbsmessen foregår hvert andet år, og den er for langt de fleste et must i en branche, der har rygende travlt.
- Vi har alle set billederne fra et drivvådt 2023, der har givet ekstra opgaver til de allerede godt fyldte ordrebøger. Derfor prioriterer kloakmestrene messen højt, for her kan de opleve de nyeste maskiner og det smarteste udstyr, som måske kan lette og effektivisere deres arbejde, fortæller messechef Lars Søndergaard og tilføjer:
- Samtidig er Kloakmessen en kæmpe netværksbegivenhed i branchen, hvor man for eksempel kan aftale samarbejder ved spidsbelastning eller måske slå et slag for at rekruttere dygtige folk til sin virksomhed.
Fagfolkene kan også hente ny viden og inspiration på messen, der som noget nyt har etableret en seminarscene, hvor kendte oplægsholdere begge dage fortæller om tendenser, lovgivning, regler og fremtidens løsninger.
En anden nyhed er et demonstrationsområde for elmateriel, som for alvor har gjort sit indtog i branchen og medvirker til at styrke både den grønne profil og arbejdsmiljøet ved at reducere støj og dampe.
Som altid danner Kloakmessen også rammen om det prestigefulde DM i Kloakarbejde. Midt i messeområdet knokler modige elever samt rørlæggere/mestre med udfordrende opgaver i hver deres "sandkasse", mens publikum kan følge med fra sidelinjen.
Efter torsdagens indledende runde går 10 finalister videre til fredagens finale, og vinderne i de to kategorier kåres ved 12.30-tiden og begaves med DM-titel og flotte præmier fra de mange sponsorer.
Lidt senere fredag sættes der et festligt punktum for messen, når "Den syngende slamsuger" går på scenen og leverer John Mogensen-klassikere som "Så længe jeg lever", "Karl og Ann-Cathrin" og "Der er noget galt i Danmark".
"Den syngende slamsuger", alias 63-årige Flemming Pedersen, blæste dommerne bagover, da han var til audition på X-Factor på TV 2. Hans bramfrie beretninger om at køre "nougatbussen" og om at elske sit job, selv om det er et "rigtigt lortearbejde" fik sammen med en markant vokal Oh Land, Simon Kvamm og Thomas Blachmann til at juble. Kloakmessen arrangeres i samarbejde med Danske Kloakmestre og finder sted i MESSE C Fredericia den 25.-26. januar 2024.